Sponsor

Det er en varm sommerdag, Du går en tur i centrum. Bevæger dig væk fra hyggelige gader med gamle, historiske bygninger, nedad Østervold. Helt ned i bunden, hvor du krydser vejen.

Her ligger det lige for dine fødder. Flodbadet.

Du hører latter, vandplask og glade stemmer. Smiler sammen med de andre over dette frirum midt i vores by. Du går en tur. Ad sandstien og ud på flydebroen. Hele vejen rundt. Glæder dig over alle dem, der nyder at bade. Midt i vores by. Du ser børn, unge og voksne. Flere har trillet solsengene på skinnerne. Tæt sammen. De snakker, griner og hygger sig.

Det er tid til kaffe og is fra cafeen. Du møder venner. I beslutter, at I vil mødes her i aften for at spise på en af de flydende pop up restauranter. Mens mørket falder på, sidder I midt på vandet. Tjekker eventoversigten og ser, at der i næste uge er koncert på vandet og ugen efter film på et stort vandlærred. I hører, at der er turister omkring jer, som er forundret over, at Danmark har et byrum som dette. Det har de aldrig set før.

Du smiler, fordi det netop er vores by, der rummer plads til stunder som disse. Lige midt i centrum, hvor et område er blevet til overs, alt imens vores by har bevæget sig fra fortid henover nutid mod fremtid.

Du er stolt. Ganske særlig stolt, fordi du sammen med andre har været med til at skænke denne gave til vores by.

flodbadet.dk
Vores sponsorer